Årsberetning 2020 WEB opslag-141021 - Flipbook - Side 15
Faglighed
deltager i barnets leg. Barnet skal også have mulighed for
at være ’giver’, vise empati og gøre en forskel for andre,
fortæller Mona Poulsen.
Forskning tyder på, at følelsesmæssig intelligens er en
væsentlig forudsætning for at kunne tilegne sig professionelle kompetencer, og bløde karakteregenskaber har
afgørende betydning for alle sider af tilværelsen som for
eksempel uddannelse, familie, karriere, sundhed og levetid.
– Social udvikling drejer sig om at uddanne børnene i relationer, i at lære dem at se, lytte og mærke andre, og så
at give dem tid til at etablere kontakter og lege. Børnene
skal kunne tilsidesætte egne behov og kunne regulere
egne følelser og handlinger ved uenighed, fortæller Mona
Poulsen.
At ville selv
– På Lundegård ved vi, at et stort ordforråd har betydning
for barnets fremtid, og at ordene er forudsætning for bevidsthed og handlinger. Derfor stimulerer vi til dialog og
samtale i alle hverdagens rutiner, i lege og aktiviteter. Og
vi supplerer dialogen med sang, rim og historiefortællin-
15
ger. Alt sammen noget, der styrker evnen til at etablere
relationer og sætte ting i gang.
Mona Poulsen fortsætter:
– I det hele taget er det vigtigt, at vi animerer børnene
til at ’ville selv’, til at være kropsbevidste og kropslige, til
at spise med ske, kniv og gaffel, selv at tage tøj på og af,
hoste i albueleddet, gå tur, klatre, spille bold – og sidde
stille og se med, når håndværkerne arbejder.
Lundegårds dannelses- og læringsmiljø bidrager også til
at give viden og forståelse for tilværelsens forskelligheder
og erfaring med at deltage i et mangfoldigt fællesskab.
– Når coronaen ikke begrænser os, går vi på besøg hos
beboerne på Stiftelsens plejehjem Lindely eller Luciaoptog på Sankt Lukas Hospice. Vi går i kirke, og vi taler
med præsterne. Når vi går ud i parken, snakker vi med
gartnerne. Men vi har også vores egne traditioner, som for
eksempel Lanternefesten i haven, hvor vi inviterer hele
Stiftelsen med. På den måde udvikler vi en bevidsthed og
forståelse for forskellighed, en oplevelse af at være en del
af et stort og mangfoldigt fællesskab og dermed at forstå
nogle af demokratiets spilleregler.
Seks temaer for læring på Lundegård
Lundegård er en selvejende, integreret daginstitution
til børn mellem 0 og 6 år med 37 vuggestuepladser og
50 børnehavepladser. Personalet består af pædagoger (70 %) og pædagogmedhjælpere (30 %.).
Lundegård har formuleret institutionens pædagogiske
læreplan ud fra de seks nationale temaer for læring:
1. Alsidig personlig udvikling
2. Social udvikling
3. Kommunikation og sprog
4. Krop, sanser og bevægelse
5. Natur, udeliv og science
6. Kultur, æstetik og fællesskab