Årsberetning 2020 WEB opslag-141021 - Flipbook - Side 18
Nyt akademi
Et nyt akademi er under etablering.
Akademiet skal bygge videre på Stiftelsens
tradition for uddannelse og faglig udvikling.
Allerede i midten af 1890erne, få år inden Sankt Lukas
Stiftelsen blev diakonissehus, etablerede Stiftelsens
grundlægger og første forstanderinde, Isabelle Brockenhuus-Løvenhielm, en lille klinik med tilhørende sygestuer,
operationsstue, baderum og vagtværelser til sygeplejerske og læge. Den lille klinik blev indrettet i to lejede lejligheder på første sal i Nørre Alle nr. 11.
På de fire sygestuer havde klinikken plads til ni voksne
– alle kvinder – og fire børn. I tilknytning til klinikken oprettede frk. Brockenhuus-Løvenhielm en i første omgang
beskeden sygeplejeskole med undervisning i både anatomi, praktisk og teoretisk sygepleje samt kristendomskundskab.
I de følgende mere end 100 år udviklede både klinik og
sygeplejeskole sig til både at blive et egentligt hospital
med gynækologi og kirurgi og en af landets bedste sygeplejeuddannelser. Men i forbindelse med, at Københavns
Amt i 1991 overtog Stiftelsens hospital, blev den anerkendte, generelle sygeplejeuddannelse på Sankt Lukas
Stiftelsen nedlagt. I 1998 åbnede Sankt Lukas Uddannelsesafdeling (i dag Lukas Kurser) med fokus på efteruddannelse og kurser inden for palliation, hospicepleje,
sjælesorg og diakoni.