Årsberetning 2020 WEB opslag-141021 - Flipbook - Side 30
30
Årsberetning 2020
En ambassadør på arbejde
Skuespiller Henrik Koefoed og hans hustru, musikpædagog Helle Susanne Rosenørn, er kommet jævnligt på
Sankt Lukas Stiftelsen gennem de sidste fem år. Henrik
som ambassadør for Stiftelsen og Helle som frivillig i Lukashuset, børne- og ungehospice. Sammen og hver for
sig har de stået for utallige arrangementer og større og
mindre aktiviteter.
– Sankt Lukas Stiftelsen er næsten som et andet hjem for
os, fortæller de to, da de bliver spurgt om deres forhold
til det store hus. For os giver det masser af mening at
støtte det omsorgsarbejde, som Stiftelsen er kendt for,
og som søstrene har været eksponent for. Det er en stor
fornøjelse og tilfredsstillelse at bidrage med et stykke arbejde, hvor man yder for at give, fortæller Helle og Henrik
samstemmigt.
Ikke mindst årets store, tilbagevendende begivenhed,
Støttekoncerten i kirken, er parret fælles om. Helle organiserer sammen med Lukashusets andre frivillige alt det
praktiske før, under og efter koncerterne, mens Henrik er
konferencier og sørger for at binde de mange forskellige kunstnere og indslag sammen inden for årets tema.
Koncerterne er hvert eneste år et stort set-up, hvor ikke
kun kunstnerne deltager uden honorar, men hvor også
erhvervsdrivende bidrager med økonomi og andre donationer.
Sammen med Lukashusets mange frivillige deltager Helle og Henrik også i den årlige Lukasdag. Henrik er desuden
med i de regelmæssige, mere intime, fællesmiddage for
de indlagte familier, når det er muligt.
Intime koncerter i parken
– 2020 har selvfølgelig været et meget anderledes år, fordi vi på grund af forsamlingsforbuddet ikke kunne gennemføre årets støttekoncert, fortæller Henrik Koefoed.
Men det har så givet os andre muligheder at lege med.
To gange hen over foråret og sommeren 2020 har Henrik Koefoed været vært for mindre udendørs musik- og
sangarrangementer i Stiftelsen park.
– Jeg tror, at det har været arrangementer, som både beboerne på Lindely og patienterne på hospice og i Lukashuset har nydt på passende, sundhedsforsvarlig afstand.
Uanset hvordan det kommer til at gå med coronaen i
fremtiden, er det arrangementer, som jeg håber, vi i et eller andet omfang kan fortsætte med. Det er små, næsten
intime, sjældne og smukke begivenheder, som passer fint
med Stiftelsens værdier, og som udnytter parkens enestående ro og mulighed for eftertanke.
Helle Susanne Rosenørn skynder sig dog at tilføje:
– Men støttekoncerterne er vi naturligvis meget opsatte
på at genoptage, så snart det bliver muligt igen. Vi håber
på foråret 2022. Forberedelserne er i gang.