Kopi af Årsberetning 2021-2022 - Flipbook - Side 27
Krisecentret åbner nye pladser
til kvinder med psykiske lidelser
På Sankt Lukas Stiftelsens
kvindekrisecenter oplever man et
stigende behov for at kunne hjælpe
voldsramte kvinder med
komplekse, psykiske lidelser.
Derfor har centret åbnet fire nye
pladser specifikt til kvinder med
psykiatriske diagnoser.
Der er trygge omgivelser på Sankt Lukas
Stiftelsens kvindekrisecenter. Her
modtager man kvinder med
minoritetsbaggrund, som har været udsat
for fysisk og/eller psykisk vold i
æresrelaterede konflikter. Kvinderne
kommer fra hele landet og er ofte svært
traumatiserede på grund af den vold, de
har været udsat for. En stor del af
kvinderne har også børn med, der er lige
så traumatiserede som deres mødre.
“Nogle af de kvinder, vi modtager, har
oplevet vold og social kontrol, siden de
var små. Der er grænser for, hvad den
menneskelige psyke kan klare, og vi ser
mange kvinder med for eksempel PTSD,
depression og angst,” fortæller
krisecentrets leder, som af hensyn til
sikkerheden ikke fremstår med navn
offentligt.
Krisecentret, der er beliggende på en
hemmelig adresse i hovedstadsområdet,
har i det forgangne år etableret fire nye
pladser til voldsudsatte kvinder, som
enten har en psykiatrisk diagnose eller er
i gang med en udredning.
“Vores erfaring er, at denne særlige
gruppe af voldsramte kvinder har behov,
som kræver personale med en mere
specialiseret faglighed inden for det
psykiatriske område. Derfor er det rigtig
positivt, at det nu – med de fire nye
pladser – er en hjælp, vi kan give,” siger
lederen.
Helt konkret betyder det, at krisecentret
i december 2022 udvidede med en ny
afdeling og ansatte nye medarbejdere,
som blandt andet er autoriserede til at
håndtere medicin. De nye pladser er
desuden døgnbemandede.
Tilbage til samfundet
En af de ting, der gør sig gældende for de
voldsramte kvinder med
minoritetsbaggrund, som kommer til
Sankt Lukas Stiftelsens krisecenter, er, at
de i høj grad befinder sig i samfundets
margin. Mange af dem er isoleret fra
vigtige fællesskaber i samfundet og
mangler sociale netværk. Desværre ser
krisecentret en tendens til, at de
voldsramte kvinder med psykiatriske
diagnoser er yderligere stigmatiseret på
grund af deres mentale udfordringer.
27